Godnatthistorier en kväll i veckan på ett äldreboende i Faxe i Danmark har blivit en fin upplevelse, både för berättarna och lyssnarna. Här berättar Karsten Mathiasen om sina erfarenheter:
Jeg er helt stolt over at fortælle at tirsdag d. 7. oktober havde fortællergruppen på Hylleholtcentret i Faxe Ladeplads 3 års jubilæum med godnathistorier for de gamle. En aften hver uge har beboerne fået godnathistorier. Det har været en fin oplevelse både for beboere og fortællere. Jubilæet blev fejret med at alle tre fortællere Bjørn Bensby, Helle Holly og Karsten Mathiasen fortale en historie efter aftensmaden.
Inspirationen til at starte godnathistorie-projektet fik jeg af Inger Lise Oelrichs bog STORYTELLING en läkande kraft mellan människor, hvor hun fortæller om et godnathistorieforløb på et plejehjem i Stockholm. Jeg huskede i første omgang forkert og troede det var hver aften, og det gjorde vi så den første uge. På den måde fik vi alle tiders start. Mange lokale handlende donerede portvin og småkager til godnathistorierne. .
Ud over det har vores fortællinger (hvor vi på et tidspunkt inviterede børnehaven til at høre historier sammen med de gamle) også inspireret til generationsmøder, hvor de gamle holder høns sammen med nabobørnehaven.
Esther på 101 år har på tredje år en skoleklasse som venner til glæde for alla beboere. Kontakten blev skabt ved att jag fortalte Esthers livshistorie för børnene. De illustrerede historierne og siden har de været uandskillelige.
Venner! Fortællingens kraft er stor. Vi regner med at fortsætte med vores godnathistorier til glæde både for os selv og for beboerne. For leden fik jeg en mail fra Bjørn Bensby, der som frivillig gennem 3 år har været med i gruppen der fortæller godnathistorier på Hylleholtcentret hver mandag: Jeg fortalte mandag aften en sufi-fortælling om Langvej, Knaptid og Mærkværdigheden. Der var en dejlig ro og forventningsfuldhed over såvel personale som beboere på Hylleholtcentret. Da jeg havde fortalt min historie og spredt mine kommentarer, får jeg af flere at vide at det var en god historie. Men specielt af én, får jeg at vide, at jeg er blevet bedre og bedre i det år jeg har fortalt. Og jeg kunne fortælle ham, personalet og de øvrige lyttere, at de var blevet bedre og bedre til at lytte til historier, og at det smittede af på os som historiefortællere, for det var som at være som en slags ’hjemme’ når vi kom her. Vi følte os velkomne, og derfor blev historierne bedre og bedre – eller vi blev bedre til at fortælle historierne fordi historierne og vi følte os i godt selskab.
Ja, han havde ret, jeg var blevet en bedre historiefortæller i løbet af det år der var gået, og det var ikke udelukkende fortællerkursernes skyld eller samværet med andre fortællere, men lige så meget Hylleholtcentrets beboere og personale, hvis mere og mere åbne ører, har været med til at udvikle fortælleren. Mig. Åbne ører er altid en ubetalelig gave. En gave som er medvirkende til at udvikle mig som menneske. Åbne ører medfører åbne ører, og dermed åbning af flere af sindets hemmelige kamre. Så hvilken gave er den dyrebareste – den vi leverer eller den vi får?”
Bedste hilsner Karsten Mathiasen
Lämna ett svar